Launch of book entitled "The UN - Our Last, Best Hope" by Anders Agner Pedersen

Lad mig starte med en stor tak til panelet her før mig for at have givet mig en god ramme. Og tillykke til Anders med udgivelsen af bogen. Det er en glimrende og meget velkommen gave til FN’s 70-års jubilæum, som vi fejrer i år. Tak for en kritisk men ikke ukærlig analyse af, hvad der er opnået over de sidste syv årtier. Der er brug for kritik. Det ved vi. Ligesom der er brug for, at den kritik kommer med et klart blik for, hvad mulighederne og begrænsningerne for FN rent faktisk er. Særligt i årene fremover. Det har vi så fået i denne bog.

Jeg har som jer alle været til en del runde fødselsdage i min tid. Og ofte er talerne ved den slags lejligheder skåret over samme læst, nogenlunde sådan her: som tiden dog går, fødselaren holder sig godt, sikke meget der er sket siden fødselaren kom til verden, men heldigvis så har fødselaren holdt fast i sig selv og sine værdier, og generelt holdt fødderne på jorden. Festtalerne for FN følger også denne klassiske familiefestskabelon. Og det er jo egentlig meget passende, for FN er et forum, hvor den internationale familie samles.

Der er sket utrolig meget siden 1945. Når vi diskuterer, hvad vi kan gøre bedre, så er det vigtigt at minde os selv om, hvor megen positiv udvikling vi har oplevet de sidste 70 år. Hvis vi ser på, hvor vi står i dag, så har menneskeheden aldrig haft det så godt: vi lever længere, er bedre uddannet og har samlet set større velstand end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Det er overvældende landvindinger. Men det er også en påmindelse om, hvad vi har at tabe, hvis vi ikke passer på. Det er naturligvis ikke kun FN, der har drevet den udvikling frem, selvom jeg mener, at FN har spillet en stor rolle. Der er ingen tvivl om, at det globale samarbejde har været essentielt som en samlende ramme og med en utrolig menneskelig kapacitet og erfaring, der er kommet alle til gode.

Fødselaren holder også fast i det fundamentale: missionen om en bedre verden, hvor alle individer kan trives og bringe næste generation sikkert fremad. International solidaritet, humanitet, tolerance, fællesskab og respekt for det, der er anderledes. De værdier holder stadig.

Selvom værdigrundlaget holder, så er spørgsmålet, om fødselaren holder sig helt så godt, som vi gerne vil have. Det er en ganske grundlæggende udfordring, at vores institutioner slet ikke har holdt trit med en række gennemgribende ændringer gennem årene. Hvis ikke vi får rettet op på det, så vil vi ikke længere være i stand til at beskytte og fremme de selvsamme værdier. Og vi vil ikke kunne bibeholde den vigtige udvikling, som vi har skabt sammen.

Måske har vi også i visse sammenhænge holdt fødderne lige lovligt tæt ved jorden. Ambitionsniveauet har ofte ikke været højt nok. Forventningerne til FN er høje og har altid været det. Det skal de være for en organisation på det niveau. Men når ambitionerne og resultaterne ikke holder trit med forventningerne, så undergraves tilliden og tiltroen til organisationen. Denne ubalance mellem foventninger, operationel kapacitet og institutionel legitimitet er en trusssel mod organisationens overlevelse på længere sigt. Det er noget, vi alle skal arbejde på.

Det er klart, at vores verden har ændret sig fundamentalt på mange punkter siden FN blev grundlagt:

Økonomisk vækst i forskelligt tempo i forskellige regioner. Dybe politiske omvæltninger i nogle lande kombineret med meget begrænset politisk udvikling i andre. Det har rykket politiske, økonomiske og sociale tyngdepunkter. Kommunikationsmidler binder os tættere og hurtigere sammen end nogensinde før. Der er over 3 milliarder internetforbindelser i verden. Og over 7 milliarder mobiltelefoner. 192 lande har 3G mobilnetværk, som dækker næsten 50% af verdens befolkning. What’s App alene har over 900 millioner brugere. Alt det samtidig med, at et stadigt større antal mennesker føler sig sat udenfor de muligheder, som den teknologiske udvikling bringer. Vi har mere data end det er muligt at forestille sig. Allerede i 2013 anslog IBM, at 90% af verdens totale data var blevet skabt over kun de forrige to år. Men vi er ikke altid gode til at få den megen information til at udmønte sig i langsigtede og velafbalancerede politiske programmer og tiltag.

Vi har færre krige mellem stater end nogensinde før. Men der er flere medmennesker på flugt end på noget tidspunkt siden anden verdenskrig. Den flygtningekrise som vi er vidne til i øjeblikket og som endelig har tiltrukket sig den opmærksomhed, som den fortjener, er kun et enkelt symptom på en verden i ubalance. En verden hvor vores politiske værktøjer og vores politiske lederskab alt for ofte spiller fallit. Ligesom vi lever med den klimatiske konsekvens af vores egen industrialiseringssuccess. Nogle blandt de mange analyser, der findes på dette område, anslår at klimaændringer kan bringe endnu en milliard mennesker på flugt inden 2050.

Tyngdepunkter forskydes fra vest til øst. Og fra land til by. En udvikling som har potentiale til både at cementere og forstærke de geopolitiske forskydninger over de sidste 70 år. For et par uger siden udgav Oxford Economics et studie over, hvilke byer der i 2030 vil bidrage mest til det globale bruttonationalprodukt. Studiet forudser, at verdens 750 største byer vil bidrage med 61% af det globale BNP i 2030. Og det er ikke lang tid fra nu. Over 1,1 millarder jobs vil være i disse byer, svarende til 30% af alle jobs på globalt plan. Syv ud af de ti byer, der vil bidrage mest i 2030, er i Kina. Samtidig konsolideres den økonomiske vækst i Afrika med en stadigt bedre uddannet arbejdsstyrke, der også giver forventning om større sociale og politiske ændringer på længere sigt.

Når vi lægger alle disse tendenser og strømninger sammen, så har vi at gøre med centrifugalkrafter, der både samler og splitter vores verden langs helt nye akser. Vi har oplevet dybtgående teknologisk, økonomisk og politisk udvikling før i verdenshistorien, men aldrig i dette omfang og på samme tid.

Samlet set er disse vidt forskellige og ofte modsatrettede udviklinger i gang med at ændre de stater, som FN er baseret på. Den hierarkiske model, som vi har levet med de sidste par hundrede år, hvor staten enerådigt repræsenterede en befolkning på det globale plan og evnede at tage de beslutninger, der skulle tages på det niveau, er under stærkt pres. Måske endda på tilbagetog. Men vi er endnu ikke kommet til et punkt, hvor vi ved, hvad der kommer i stedet.

Nu er FN-folk generelt kendt for at bruge mange ord. Så lad mig prøve at illustrere det med et billede i stedet:

Det er jo desværre for sjældent, at jeg er i København. Så når jeg nu havde chancen, tog jeg tidligere i dag ud for at se Olafur Eliassons nye Cirkelbro. Både fordi den er interessant i sig selv som et nyt vartegn for byen, men mest fordi jeg arbejder sammen med Olafur på et utroligt spændende projekt, der hedder UN Live og som handler om at skabe en helt ny måde at fortælle om FN på og engagere folk i FNs arbejde. Jeg var nødt til at se, hvad han ellers går og laver, når han ikke fremmer FN - som jo ellers er en ganske fornuftig beskæftigelse.

Derude slog det mig, at Cirkelbroen som består af flere forskudte cirkelformede platforme giver et godt billede på, hvorledes vores verden ser ud i dag - og hvad vores fælles udfordring er:

Vores globale politiske virkelighed i dag består af en lang række mere eller mindre ligestillede grupper, der læner sig op af hinanden i nye konfigurationer. Det er nye mønstre af interessegrupper, der ikke længere kan lægges i ret snor og opstilles hierarkisk med staten som det eneste samlende. Ligesom de udfordringer vi står overfor - hvadenten det er flygtningestrømmene der dominerer dagens nyhedsstrøm, konflikter, terrorisme, ekstremisme, klimaændringer, udvikling eller menneskerettigheder – så udgør de flader, der alle rør hinanden, ofte fletter sig helt ind i hinanden, og ikke kan skilles ad.

Det er naturligvis ikke så elegant og enkelt i den virkelige verden. Det er en kompliceret og på sin vis uordentlig virkelighed, vi lever i. Vores fælles udfordring er at få vores institutioner og processer til at indrette sig efter denne nye realitet. Og vi er stadig langt bagefter på det område.

Hvis det er vores virkelighed, hvad er det så vi skal gøre for at få det FN som verden har brug for - og krav på?

Det siges af flere i bogen, at hvis FN ikke fandtes, så måtte det opfindes. Det er jeg enig i. Ikke bare fordi jeg allerede har arbejdet for systemet i over 35 år. Men fordi de mange år har vist på nærmere hold, hvor fuldstændig uundværligt et globalt samarbejde er. Det sagt, så mener jeg, at vi bør kigge meget mere kritisk på, hvordan vi får organisationen givet en form og struktur, der ikke bare er tidssvarende, men også fremadrettet. Især det sidste er svært. Hvis de politiske programmer ofte halter bagefter den virkelighed, som de skal behandle, så er institutionerne der skal implementere dem ofte hægtet helt af.

Her er det afgørende, at FN bliver bedre til at fungere som et stort, globalt bord, hvor de mange grupper kan samles og føle, at de er en del af et større hele. Og en katalysator, der kan få disse ofte vidt forskellige aktører til at arbejde sammen og i samme retning omkring de udfordringer, der kun kan løses, hvis vi gør det i fællesskab. På tværs af interesser og magtforhold.

Vi skal blive meget bedre til at integrere civilsamfundet i vores arbejde. Civilsamfundet i den bredeste fortolkning. Med parlamenter, byer, det private erhvervsliv, universiteteter og andre forskningsinstitutioner. Vi skal bruge deres kapaciteter på en mere kreativ og mere inklusiv måde. Både når det gælder fastlæggelsen af den politiske linje, men også rent operationelt. Som det er i øjeblikket, så slår vores forståelse af sammenhængen mellem vores udfordringer slet ikke igennem på det operationelle plan. På det intellektuelle plan er vi gode til at forstå sammenhængene mellem de udfordringer, vi står overfor. Men redskaberne har ikke fulgt med. Det haster.

Derfor mener jeg, at vi skal arbejde frem imod at tackle udfordringerne i det jeg kalder et ”matrix format”, der samler fred og sikkerhed med sociale og økonomiske spørgsmål, med menneskerettigheder som fundament. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at adskille de forskellige dimensioner af et problem og tackle dem separat. Det vil også hjælpe os til modstå de kortsigtede, politiske løsninger, som vi alt for ofte ser.

Vi skal blive bedre til at fostre regionale løsninger. FN vil fortsat være vigtigt som et globalt forum, hvor trådene kan samles, men meget af det operationelle arbejde bør foregå i regionalt regi. Det er en udvikling, man bør hilse velkommen og dyrke i højere grad. Regionale løsninger har ofte større legitimet og opbakning.

Er det så sandsynligt, at et sådant FN står for døren?

Ikke umiddelbart. Selvom nationalstaten er ved at gennemgå en dyb transformation, som også ændrer dens betydning på globalt plan, så er staten som vi kender den ikke klar til fundamentale ændringer. Der er naturligvis en indbygget modstand mod en omstilling, der på længere sigt vil undergrave dens priviligerede stilling. Det er forventeligt. Det er naturligvis mest slående, når vi diskuterer reform af Sikkerhedsrådet, som vi også hørte fra panelet. Men det gælder over hele linjen.

Selvom jeg ikke mener, at der er den nødvendige politiske opbakning til dybere institutionelle reformer eller omstrukturering, så mener jeg alligevel, at vi er på et vigtigt tidspunkt i udviklingen af FN’s rolle. De politiske rammer som bliver fastlagt nu - ikke mindst med de nye udviklingsmål - har potentiale til give en ny og bredere forståelse af sammenhængen mellem udvikling, sikkerhed og menneskerettigheder. Så jeg tror, at vi er ved at tage de første skridt i en ny retning. Både i tilgangen til udfordringerne, og i det operationelle arbejde. Forsigtige skridt. Men det er en begyndelse.

Derfor tror jeg heller ikke, at vi om 10 år vil have den samme paneldiskussion, som vi lige har haft. Ligesom Anders’ opfølgende bog vil have andre aktører med. I dag er der stadig en vis mening i at bruge stormagterne og deres forhold til FN som forklaringsramme. Til gengæld, når vi fylder 80, så vil det ikke længere være meningsfyldt eller fyldestgørende. For der vil være mange andre faktorer, aktører og regioner, der vil have indflydelse på FN’s rolle og udfoldelsesmuligheder. Og Anders, næste gang skal vi have flere kvindelige stemmer med! FN har mange, mange utroligt dygtige kvinder ved roret. Og hvis vi er heldige, så er kaptajnen på broen også en kvinde til den tid.

En del af bogen er helliget FN’s kommunikation om sig selv. Og med god grund. FN har faktisk mange successhistorier bag sig. Men vi har været for dårlige til at fortælle historien om FN på en måde, som alle kan forstå og forholde sig til. Det er i virkeligheden afgørende for vores fremtid, at vi bliver bedre til at forklare, hvad FN er og hvad vi gør. Flere af eksperterne i bogen understreger, at FN er hvad vi gør det til. At FN tilhører os allesammen. At det er op til os alle at give FN de instrumenter og mandater der er brug for. Men sandheden er, at for mange virker FN temmelig abstrakt. Det giver ikke mening at tale om et FN der tilhører dem, medmindre vi forklarer bedre, hvad det er. Og hvorfor skulle man dog så støtte FN?

Hvis FN skal støttes fremover, så bliver vi nødt til at få frem, hvad FN rent faktisk betyder for hvert eneste menneske. Hver eneste dag. Året rundt. Alle mennesker på vores planet røres hver dag af beslutninger taget eller arbejde udført af FN. Det er på dette helt personlige plan, at vi skal have fortællingen om FN frem. Det FN der tilhører os alle. Fordi det arbejder helt praktisk og direkte for os allesammen. Både i kriseområder og i nærområder.

Lad mig slutte, hvor jeg startede: med værdier. For FN’s fremtid hænger mere end noget andet sammen med vores evne til at stå ved vores værdier, og vores evne til få vores operationelle virke til at afspejle disse værdier.

Jeg arbejder til daglig på Palais des Nations i Genève. En imponerende bygning der blev opført til at huse Folkeforbundet – det internationale samfunds mest ambitiøse forsøg på at skabe en fredelig verden med fredelige midler, gennem forhandling og kompromis, efter en blodig første verdenskrig. Et ambitiøst foretagende der var slået fejl endnu før bygningen stod færdig som en tom ramme om et politisk korthus. Kort efter anden verdenskrig sagde Winston Churchill om Folkeforbundet, at det ikke slog fejl på grund af dets principper og værdier. Det slog fejl fordi disse principper og værdier blev ladt i stikken af de selvsamme stater, der havde skabt det.

Derfor er det også dybt bekymrende at se, hvordan FN’s værdier i dag alt for ofte glemmes på politisk lederniveau. Det oplever vi ikke mindst i forbindelse med den aktuelle flygtningekrise i Europa. Heldigvis ser vi også, hvorledes vores befolkninger forstår at efterleve værdierne i kontakten med deres medmennesker. Og skubbe deres politiske ledere til at gøre det rigtige. Det giver håb.

Man skal almindeligvis være varsom med historiske paralleller. Men her tror jeg faktisk, at der ligger en vigtig lektie: hvis vi ikke er fuldt bevidste om vores værdier som en international organisation, der arbejder for alles bedste, hvis vi ikke pejler efter de værdier, så vil organisationen ikke have nogen fremtid. Hvis vi til gengæld holder helt fast i værdierne - også når det er svært og når politiske hensyn kan synes at veje i en anden retning – så tror jeg, at der kan findes løsninger på både de institutionelle og operationelle udfordringer.

Så jeg håber, at fødselaren holder fast i sig selv og sine værdier, og ikke er bange for et højt ambitionsniveau. Så er jeg sikker på, at vi kommer til at fejre mange fødselsdage fremover - med en fødselar der holder sig godt.

Tak for jeres opmærksomhed. Og jeg håber, at vi stadig har lidt tid til at diskutere.